Min baggrund for at skrive om dette emne er, at jeg har fungeret som adfærdsrådgiver i mange år og derigennem har oplevet mange forskellige hunde med smerter samt har lært om emnet på kurser med fagfolk.

Ofte når hundeejere beder om et råd på diverse platforme og i hundefora, kan jeg se, at den adfærd der beskrives, ligner smerteadfærd. Alt der ligner noget behøver ikke være det, men når jeg byder ind med smerte som mulig baggrund eller medvirkende årsag til adfærden, bliver det oftest afvist. Hundeejeren afviser blankt, at hunden kan have smerter fordi vedkommende kender sin hund!

Jeg er naturligvis ikke interesseret i at pådutte en hund smerter, den ikke har, men jeg er yderst interesseret i, at hunde som har smerter får hjælp og derfor kan det være vældigt frustrerende, at mit input bliver fejet af bordet.

Som adfærdsrådgiver skal man passe uhyre meget på ikke at se stress og smerter overalt, men se på hvert tilfælde med neutrale øjne og dette ligger altid i mit baghoved.

Som hundeejer bør du tænke på smerter som årsag eller som medvirkende årsag hvis din hund pludselig ændrer  adfærd eller humør. De to ting følges ofte ad. Det kan være at din hund

– Viser adfærd som er atypisk for racen, f.eks. at en venlig hund bliver afvisende

– Ændrer spisevaner, spiser mindre eller skal have mere foder

– Sover/hviler mere end normalt, virker ”stille”

– Er urolig og kan ikke slappe af, søger aktivitet

– Bliver ”klæbende” eller tager mindre kontakt end normalt

– Bliver stresset, opfarende og/eller viser frygt i vise situationer

– Ligger stille og piber uden der er kontakt mellem hund og menneske

– Lugter

At en hund er blevet gammel, er ikke i sig selv årsag til, at den er vrissen eller afvisende.

Når en hund mærker en pludselig smerte som stik fra en hveps eller et led der gør ondt ved en bevægelse, er vi ikke i tvivl om, at noget gjorde ondt og vi kan søge efter årsagen med det samme.

Hunde som oplever en mere eller mindre konstant smerte reagerer ikke ved at hyle op, men hen over tid ændrer de oftest adfærd. Først de bittesmå ting, der gradvist forsvinder uden man egentligt lægger mærke til det.
Har man selv oplevet migræne over flere dage, rygsmerter, gigt eller lignende, ved man hvordan den konstante smertepåvirkning gradvist tærer på ens mentale og følelsesmæssige kræfter og man bliver nemmere irriteret, opfarende, usocial eller måske grådlabil afhængig af ens natur. Lige sådan er det med hundene, de vil reagere på stadig smerte ud fra deres natur/temperament.
Hvis hunden på forhånd har et problem, f.eks. med andre hunde, separation, lyde eller andet, vil det typisk være de problemer man ser forværret ved smerter.

Eksempler fra mine egne hunde: Min cairn, Trille, stillede sig indimellem i legeinvitation (playbow) helt uden sammenhæng med situationen og uden hun tog kontakt med mig eller de andre hunde i hjemmet. Sådan stod hun et stykke tid. Dyrlægen kunne intet finde og syntes vist, at jeg var hysterisk.
Til sidst sagde han, at hvis jeg ville videre med det skulle Trille åbnes og det blev hun så. Det viste sig, at efter hendes sterilisation var såret fra livmoderen vokset sammen med bugvæggen og forårsagede nu smerter. Dette blev ordnet og efterfølgende begyndte Trille at gå lige gennem vandpytter og hun kom ofte hen og duttede mit ben, når jeg arbejdede ved computeren. Disse to almindelige adfærd havde jeg ikke bemærket havde været forsvundet før de kom tilbage.

Min datters labrador Lobo, var en yderst venlig hund, rummelig og tilsyneladende med et stort mentalt overskud. Han var tung og bevægede sig ikke specielt smidigt, men igen, han var en tung hund. Indimellem lugtede han af ”våd hund” eller ”gammel hund” som nogle kalder det og han skulle have 2/3 mere foder end min labrador, som var adræt og smidig, så vi tænkte ikke så meget over den del. Hans pels var til tider kedelig og skællede som ved stress.
Lobo var en dygtig konkurrencehund og ligeledes dygtig redningshund og han elskede at arbejde.
Med ham var det mere en fornemmelse end det var en egentlig synlig årsag der gjorde, at jeg tog ham til dyrlæge og sagde: ”Jeg går ikke herfra før vi har fundet ud af, hvor det gør ondt, for noget er der galt”. Samme dyrlæge som tidligere nævnt.
Lobo blev manuelt undersøgt på kryds og tværs og da han manglede emalje på tænderne blev disse også tjekket. Dyrlægen kunne intet finde og kom med et:” Men du kan jo prøve med en loppekur”!
Dagen efter tog jeg Lobo til kiropraktor og hun kikkede bare et øjeblik på ham og sagde ”Herregud Irene! Vi skal nok bruge et år på ham”.
Lobo var låst både i nakke og bækken og havde gået sådan i årevis, dette havde overbelastet hans krop andre steder pga. de kompenserende bevægelser.

Efterfølgende erfarede min datter, at lugtende pels betød behov for kiropraktorbehandling og det var utroligt at se, at ind gik en hund med ildelugtende, skællet pels og ud kom en hund med lugtfri og blank pels. Havde nogen fortalt mig, at dette var muligt, havde jeg nok ikke troet på det.
Efter Lobo blev behandlet gik han ca. 1/3 ned i foder, han havde simpelthen skulle bruge så meget ekstra energi på bare at være til!

Min lab, Rasmus, begyndte at få watertail da han var 6 – 7 år. Hvis du ikke kender begrebet, er watertail en meget smertefuld tilstand som hunde, der bliver gennemvåde og samtidig kolde, kan pådrage sig. Ofte ses det på ivrige jagthunde. Det er halens styremuskler som bliver påvirkede. Det er et sørgeligt syn, halen hænger bare ynkeligt ned og tilstanden bør behandles.
Dette blev der givet smertestillende medicin for, men efter Rasmus kom i vedligeholdende kiropraktisk behandling, så vi aldrig mere watertail hos ham. Dette blot for at påpege, at smertebehandling ikke behøver være medicinsk.

”To forskellige hunde i én”

Her bruger jeg en hund som udløsende faktor, men det kan være alt andet.
Ofte er adfærden som observeres ro og ingen fare ved møde med en hund, en hund til, men ved møde med hund nr. 3 bliver hunden udfarende og ejeren aner ikke hvorfor og begynder at analysere på situationen. Det er ikke den samme hund, samme rute mv. hunden reagerer på, så hunden virker ”sindssyg”.
Vi skal tilbage til overskud eller rettere mangel på samme. Hvis din hund opfører sig som beskrevet, skyldes det, at hundens grænse for hvad den kan håndtere er overskredet. Årsagen skyldes pres af en art, det kan være fysisk eller noget udefrakommende. Presset kan komme fra ejeren, fra en anden hund i hjemmet og fra andre ting i hundens liv, men det kan også være det pres man oplever, når man går rundt med smerter.
Hvis hunden kun har kapacitet til at kunne rumme to hundemøder vil den helt naturligt forsøge at forhindre det tredje og dermed har vi den udfarende adfærd, der i situationen er yderst fornuftig for hunden, der bare forsøger at beskytte sig selv.
Viser din hund denne adfærd og pres/stress i hverdagen/hjemmet er udelukket, er det på tide at få hunden udredt af fagfolk, så en behandling kan sættes i værk.

For år tilbage blev der tilbudt mange massagekurser i hundeklubberne og jeg har undervist i dette rigtigt mange gange. På kurset viste jeg altid, hvordan man selv kan tjekke sin hunds ydre tilstand og noget af dette beskriver jeg herunder.

Når din hund er afslappet og ikke har været i aktion em times tid, skal du stryge den ned ad ryggen, helt let og gerne kun i hårlaget. Langsomme strøg på hver side af rygraden hvor du med hænderne føler på hudens temperatur. Denne bør være ens langs hele ryggen, så mærker du køligere eller varmere steder på ryggen, er det noget, som skal tilses af fagfolk. Varme kan tyde på overaktion og kulde på manglende aktion.

Nu skal din hund sidde. Hold en godbid lige foran hundens næse og før ganske langsomt, og med snude til godbid kontakt, godbidden hhv. op og ned samt fra den ene side til den anden. Se hvor langt din hund vil strække nakken op/ned og til siderne/bagud. Husk at give din hund godbidden. Bevægeligheden fra side til side skal være ensog uden at din hund rykker på sig.
Sørg for at du ikke løfter eller sænker godbidden i sidebevægelserne, da der derved kommer et forkert stræk på nakken og du ikke får det korrekte billede af bevægeligheden.
Strækket opad trækker i hundens brystmuskulatur og strækket nedad i hundens nakke og rygmuskler. Prøv gerne bevægelserne på dig selv, så du man mærke hvordan det føles.
Begge forben skal blive i gulvet under denne bevægelse. (Umuligt for meget kortbenede hunde, så det må du tage højde for ved at undlade at trække godbidden højere opad/sidelæns end hunden kan nå denne uden at slippe gulvet med et forben.)

Nu skal din hund enten ligge på siden eller sidde, hvad den helst vil.
Tag det ene af din hunds forben, lige over poten, i din ene hånd. Den anden hånd kupler du om hundens albue, som du blidt skubber opad og fremad i takt med at du laver udstrækningen og før så benet lige opad i strakt tilstand. Støt stadig albuen. Benet skal føres lige opad/fremad og ikke skråt ud til siden. Noter dig hvor langt det strakte ben kan føres op uden modstand fra hundens side.
Før herefter benet bagud og op mod hundens mave. Støt/skub blidt på forsiden af skulderen i bevægelsesretningen.

Noter dig hvor langt bagud/opad benet kan føres uden modstand.

Gentag proceduren i den anden side og noter dig om begge benpar er lige bevægelige.

Nu skal din hund ned at ligge på siden.
Samme udstrækning på bagbenet hvor din støttende hånd ligger på forsiden af knæet. Træk blidt bagbenet så langt lige bagud og opad du kan, uden din hund yder modstand.
Så skal benet strækkes fremad og lige op mod maven. Denne del  er ofte lidt svær for hunde, så tag det forsigtigt. Nu er støttehånden på hundens balle, hvor den skubber blidt med i retningen. Noter dig hvor langt benet kan strækkes.

Gentages på det andet bagben. Noter dig om begge ben kan strækkes lige langt.

Tag fat om haleroden og træk blidt bagud så langt du kan uden din hund gør modstand.

Hvis du som hvalpeejer inkorporerer disse bevægelser i din hvalps daglige fysiske gennemgang, vil du hurtigt få et billede af leddenes mobilitet og vil nu meget hurtigt kunne opdage skader og skavanker, som skal behandles.
Får du ikke øvet udstrækning med din hund hver dag er en gang om ugen også fint.

Udstrækningen af benene er et fantastisk redskab til at få din hund ned i puls efter en længerevarende hurtig aktivitet som leg og løbeture. Jeg brugte det efter træning på Rasmus og han blev så trænet i det, at vi lavede udstrækningen stående efter træning/aktivitet. Når udstrækningen var gennemført, trak han vejret dybt og havde næsten nået normal vejrtrækning igen. Udstrækning efter aktivitet eliminerer syreophobninger i din hunds krop.

Inden du starter med udstrækningsøvelser, skal din hvalp/hund naturligvis være helt tryg ved, at du berører den overalt på kroppen. Start gerne med en enkelt af bevægelserne og læg gradvist de øvrige til.

Jeg vil understrege, at ingen udstrækning må gennemføres ud over hundens grænse. Ved mindste modstand skal du stoppe øjeblikkelig!
Observerer du, at et ben ikke er lige så mobilt som det andet, er det et job for fagfolk. Jo hurtigere din hund får hjælp, des mindre er faren for at den bliver låst i et led og får store smerter senere.

En anden lille ”øvelse” alle kan gøre er at observere sin hvalp/hund i bevægelse. Se efter om:
Din hund tager lige lange skridt på et benpar. Forbenene er et benpar, bagbenene er et andet benpar

Er der afskub fra bagbenene

Ser du et godt rygsving

Kan du bagfra se lige meget af hundens trædepuder på et benpar, når den tager et skridt

Svinger halen lige meget til begge sider

Letter hanhunden kun ben til den ene side (kan bare være en vanesag)

Løfter tæven altid samme ben ved tisning (kan bare være en vanesag)

Traver hunden korrekt eller går den pasgang som kamelen

Går hunden på to spor = bagbenenes poter sætter ikke på linie med forpoterne men lidt ved siden af linien

Løber hunden med sænket nakke

Holder den hovedet i vater

Når der er vandpytter, så lad din hund gå gennem dem og derefter ud på tør jævn asfalt. Lad hunden både gå og løbe i lige linie. Herefter kan du observere, om der er forskel på de våde poteaftryk, om din hund tager lige lange skridt med begge benpar, om den slæber en pote efter sig eller om den afkorter skridtene.
Der må ikke være slæbemærker efter kløer foran eller i forlængelse af selve poteaftrykket.
Der må ikke være slæbemærker opstået ved at bageste del af trædepuden er sat i først som hvis du forestiller dig, at hunden ville skubbe noget foran sig med trædepuden.

Når der ligger et meget tyndt lag sne på jævn, fast bund, er det også meget nemt at se hvordan en hund sætter benene til jorden.
Bare husk, at din hund skal gå i en lige linie, i samme tempo og uden at dreje sit hoved, når du laver disse tests. Drejer din hund sit hoved mod dig vil den ofte skyde skulder og bagpart udad og derfor ikke beskrive en lige linie og dermed får du ikke det korrekte billede.