I 80’erne blev vi opmærksomme på, at hunde som ikke blev aktiverede godt nok med hhv. hjernearbejde, fysisk motion, næsearbejde og kropskontrol, var i stor risiko for at blive stressede. Den svenske hundepsykolog Anders Hallgren lavede flere projekter og konklusionen var, at ca. 2 timers daglig aktivering med ovennævnte aktiviteter holdt adfærdsproblemerne fra døren.
Naturligvis skal hundene også have deres behov for at høre til, mærke fællesskab og omsorg dækket.
Hunde kan altid få adfærdsproblemer forårsaget af udefrakommende hændelser som f.eks. overfald, chok fra fyrværkeri og lignende traumatiske oplevelser, men dækket ind på de ovennævnte områder er der større sandsynlighed for at en hund overkommer grimme oplevelser end hvis hunden er i underskud på områderne.

Nogle hundetyper og individer kan kræve mere tid med aktivitet og andre hunde kræver mindre. En schäfer vil sagtens kunne arbejde flere timer, mens en pekingeser ikke er egnet til mange timers aktivitet.

Desværre blev der skabt mange misforståelser om stress og der opstod en regulær stressforskrækkelse blandt hundefolket, hvor nogle så en labradors vimsende glædesadfærd og en border collies ivrige gøen som noget, der helt burde undgås fordi det var STRESS.

I 90’erne blev det moderne at tale om dæmpende signaler og norske Turid Rugaas holdt mange kurser og seminarer i emnet, hvilket gav anledning til mange misforståelser hos såvel hundeejere som trænere og instruktører.
Man begyndte at se hundens naturlige mimik og kropssprog, når denne udviste dæmpende signaler for noget man helst skulle undgå.

Stress

Herefter vil jeg bruge betegnelsen ”stress” om den uønskede tilstand. Den tilstand hvor individet bliver overbelastet og kroppens autonome nervesystem går i alarmberedskab og forsøger at skabe balance.
Du kan læse meget mere om stress på Sundhedsstyrelsen hjemmeside og i bøger f.eks. Per Jensen ”Stress i Djüvärlden”.
Hunde reagerer og bearbejder stress på samme måde som mennesker ud over at de ikke har alt tankearbejdet omkring fremtidsudsigterne med i billedet.

Vi taler om korttidsstress og langtidsstress. Korttidsstress er den pludselige forskrækkelse, den stressende aktivitet f.eks. boldleg, frustrerende omgang/leg med en anden hund, mentalt pres og fysisk smerte for bare at tage nogle eksempler.
Kroppens nervesystem bliver kommer i balance igen, hvis den stressende situation ikke gentages hurtigt efter. For eksempel vil en hund som løber efter bold i 15 minutter få en del stresshormoner frigivet i blodet. Disse hormoner vil mindskes over tid, man er ret uenige om tidsrummet, nogle siger timer andre siger døgn. Jeg holder mig her til to døgn for eksemplets skyld. Hundens krop er i stresstilstand og inden kroppen igen er balance tilbydes hunden atter en stressende aktivitet. Aktiviteten vedligeholder kroppens stressniveau og gentages aktiviteten eller hunden udsættes for andre stressende oplevelser dagligt eller bare ofte nok, vil hunden vise stressadfærd.
Får hunden derimod hvile og ingen stressinducerende oplevelser et par dage, vil den igen være i balance og herefter vil en ny stressoplevelse blive håndteret mere roligt end hvis hunden havde oplevet stress dagligt i en periode.
Tilpas hvile og ro ”nulstiller” hundens stressniveau.

Hyppigt gentagne stressoplevelser uden mellemliggende rolige perioder bygger hundens generelle stressniveau op og man kan iagttage, at en given oplevelse får en større og større reaktion fra hundens side.

Nogle generelle tegn på stress

Uro/piben

Dårlig søvn/kan ikke falde til ro

Sover som en død

Overdrevet adfærd

Manglende appetit eller god appetit med vægttab

”Tynd mave”

Spiser kun om natten

Kedelig pels

Disse er kun få af de tegn, som kan indikere stress hos en hund.

Dæmpende signaler

Deres rette navn er pacificerende signaler og deres hensigt er at vise, at man er fredelig.
Disse signaler er nogle af de første hundehvalpe lærer af deres mor.

I træning med venlige metoder kan vi lære hundene at undlade at vise os pacificerende signaler i visse, meget unaturlige situationer. F.eks. er direkte øjenkontakt det stik modsatte af pacificering, det er derimod en udfordring til kamp.
Det samme med hastighed. Vi lærer vores hunde at komme i fuldt firspring, når vi kalder, komme direkte imod os i høj hastighed og helt, helt tæt på vores krop. Dette er igen det stik modsatte af pacificering, det er derimod et almindeligt tegn på angreb. Alligevel kan vi lære vores hunde at disse to potentielt farlige signaler er givende for dem.
En voksen hund som nærmer sig en anden hund på denne måde vil enten ryge lige ind i et lag bank eller skræmme modparten til flugt eller passiv underkastelse.

I almindelig omgang med vores hunde viser de os tusindvis af små, lidt større eller voldsomme pacificerende signaler. Som en fingeregel kan man sige, at jo tættere på hunden vi er, des tydeligere er dens signaler. Hunden vil være helt sikker på, at vi forstår at den kun har fredelige hensigter, også selv om den kender os godt og er vant til, at vi også er fredelige.
Jo grovere hundens signaler er, des mindre tryg er den i situationen sådan helt overordnet set.

Nogle af signalerne. Ansigtet: At se væk, gøre øjnene mindre, kippe ørene lidt bagud, glatte ansigtshuden, lave længere mundvige, gabe, et hurtigt slik ud i luften, løfte hagen lidt, pibe/kurre.
Kroppen: Sænke nakken lidt, sænke ryglinien lidt, sænke halen evt. vifte med spidsen, løfte et forben let.

Disse signaler kender andre hunde og reagerer almindeligvis på dem ved selv at vise fredelige hensigter og/eller holde afstand. Hunde er ekstremt dygtige til at aflæse andre hundes signaler og dermed deres følelser og det er mennesker, generelt, desværre ikke.

At ens hund viser disse fine signaler i samspillet med sine mennesker er helt naturligt og vi kan svare igen med f.eks. at se lidt væk, gabe, et slik ud i luften og løfte hagen lidt og at bakke lidt væk, hvis hunden viser utryghed.

De nævnte signaler vil blive grovere, hvis hunden føler sig utryg/truet. Da vil den gradvist gå fra at vende hovedet lidt væk og sænke kroppen til at lægge sig ned med bugen i vejret, det ene bagben lidt ude til siden og ligge helt stille i såkaldt passiv underkastelse som tillader modparten at snuse den igennem og forhåbentlig beroliger modparten så meget, at den underkastende hund igen kan stå op og føle sig tryg. Vi ser hvalpe anvende passiv underkastelse overfor voksne hunde.

Vi kan umuligt ønske, at vores hunde føler sig tvunget til at vise os denne underkastelse, men igen, at den viser den fine ansigtsmimik når den er tæt på os er helt naturligt og i orden.