Opdragelse og træning er ikke det samme

Mon ikke de fleste kan huske Emil fra Lönneberg, den søde, friske knægt som gjorde så grueligt meget forkert, i hvert fald hvis man spurgte far Anton?

Ud over mange morsomme episoder husker jeg især, når Emil satte ord på den samhørighed han følte med karlen Alfred ved i en stille stund at sige ”Du og jeg Alfred”, hvortil Alfred bekræftede: ”Du og jeg Emil”.

Smukkere bliver det vel ikke.

Denne samhørighed og dette nærvær skulle vi og vores hunde gerne føle, hvis du spørger mig. Denne følelse af tilstedeværelse, tillid og fællesskab man ofte oplever, især i de stille stunder, er for mig det fundament hundens opdragelse og træning skal bygge på.

I min verden er opdragelse og træning af formelle øvelser to vidt forskellige ting og selv går jeg ind for at sørge for at danne båndet til min hvalp gennem den daglige opdragelse og aktiviteter og ikke så meget gennem et træningsprogram målrettet prøver og konkurrencer.

Når først grundopdragelsen sidder i skabet, er de formelle øvelser næsten kun en formssag. Derfor vil man aldrig kunne se mig med en hvalp gå og træne øvelser, som andre kan synes er afgørende for et godt resultat senere i konkurrencekarrieren.

Opdragelse eller træning

Læring er læring og læringspsykologien er ens, uanset om din hund skal lære et perfekt øvelsesmoment eller lære at komme på kald i alle situationer.

Hvad er så forskellen?

Forskellen ligger dels i, hvordan du som opdrager/træner for din hund griber situationen an dels i hundens motivationsniveau i de forskellige situationer.

Rigtigt mange af de momenter som kommer ind under opdragelse, består i at lære din hvalp/hund at lægge bånd på sig selv, hæmme sin adfærd, og i stedet gøre det du vil ønsker. Dette ”noget” er tit ikke en god nok erstatning for det, hvalpen oprindeligt havde lyst til.

Det er typisk banale ting som at undlade at æde bordbenene, lade være med at jage husets kat, gå pænt i stedet for at trække, holde sig fra din mad og mange andre hverdagsting, hvor du ønsker at din hund udviser impulskontrol og hører efter det du siger.

Det som almindeligvis sker er, at hvalpen starter med at grave i potteplanten og du så stopper den på en eller anden måde. Muligvis fjerner du hvalpen og giver den noget andet at have det sjovt med, muligvis siger du nej, muligvis noget helt tredje.

Du har garanteret oplevet, at hvalpen igen og igen søger tilbage til den uønskede aktivitet og nogle hvalpeejere ender med at have en konflikt med hvalpen omkring situationen.

Omvendt har vi situationen, hvor du vil lære hvalpen at dække og her går det som regel helt forrygende, din hvalp fatter hurtigt ideen med ”noget for noget” og lærer hurtigt at dække på dit signal og så er der bare tilbage at øge sværhedsgraden, så øvelsen kan udføres alle steder, på alle tidspunkter og under alle forstyrrelser.

Øvelser går som regel nemt.

Hvis vi ser på hvalpens motivation, er der den forskel, at i det jeg kalder opdragelse, er hvalpen et skridt foran hele tiden rent motivationsmæssigt. Hvalpens motivation for at gnave i bordbenet er allerede ved at blive tilfredsstillet, inden du overhovedet opdager hvalpens intention.

Omvendt skal hvalpen først opbygge sin motivation for øvelsen dæk, inden øvelsesmomentet kan udføres og der er du et skridt foran, idet det er dig, som skaber træningssituationen, har godbidder og eventuelt andet træningsudstyr parat og ikke mindst er dinmotivation på toppen.

Dermed er det suverænt dig, som har kontrol over situationen. Det er dig, som står for indlæringen og derfor dig der bestemmer, hvad hvalpen skal lære.

I situationen med bordbenet er hvalpen allerede motiveret og dit job er nu at stoppe den uønskede adfærd, få vendt hvalpens motivation og derefter skabe en situation du kan kontrollere, så du får mulighed for at forstærke den nye og ønskede adfærd og det er ofte her, det glipper. Derfor kan sådanne banale ting som at hunden trækker, hopper op ad folk og ikke kommer når du kalder ofte være vanskelige at få vendt.

For en hund er alt den gør bare noget, den gør, vi kalder det adfærd, men det ved hunden naturligvis ikke noget om. Nogle adfærd belønnes stort og andre belønnes ikke af dig, men kan være belønnende i sig selv (som at trække) og dette er endnu en grund til at visse adfærd kan være vanskelige at vænne sin hund af med.

Under opbygning af øvelser har du suverænt kontrollen, det er dig, som har opsat træningssituationen, er på forkant med situationen og gjort denne kontrollerbar og derfor kan træning gå som en leg og hvalpen lynhurtigt blive meget dygtig.

Samme hvalp kan være meget dygtig til øvelser, men mangle en del lydighed og samarbejdslyst generelt i hverdagen og en del hundeejere bliver helt naturligt frustrerede over dette.

Hvis vi går til opdragelsen med samme viljestyrke, planlægning og motivation samt investerer samme indsats, som vi gør ved indlæring af øvelser, kan opdragelsen alene danne vejen for endnu nemmere træning såvel hjemme som på træningspladsen.

Min hvalp skal først og fremmest opdrages til at ville være sammen med mig, den skal opleve at ønske at følges med mig, holde øje med mig i bevidstheden om, at jeg skaber et ”Du og jeg Alfred” rum til os, et rum hvor der sker sjove og spændende ting, som hvalpen nødigt vil undvære.

Det er især på de daglige ture denne samhørighed kan opbygges. Tilliden til at jeg står for igangsætning af spændende aktiviteter, men ikke mindst tilliden til at jeg også giver hvalpen mulighed for at være hvalp uden mig hængende efter sig som et anker, der holder den tilbage.

Kort og godt inddeler jeg turene i: ”Irenetid”, ”Pelletid” og ”Pelle og Irenetid”.

Denne inddeling tilpasses naturligvis hvalpen som individ. Nogle hvalpe skal have mindre ”Irenetid” og mere ”Pelletid” og andre skal måske have en tredje inddeling på turene.

”Irenetid” handler om, at jeg suverænt bestemmer, hvad der skal ske og især hvad der ikke skal ske, samt hvordan.

Det kan være så banalt, som at jeg beslutter, at min hanhund ikke skal rende og markeringstisse, når vi går i byen. Eller, at vi genopfrisker mine krav til hans opførsel, når han opdager, at der er løbske tæver i området.

”Irenetid” vil også oftest indebære det jeg kalder for transport, som står for, at vi går fra punkt A til punkt B i et pænt tempo uden at stoppe op og snuse eller andet.

Det kan handle om, at jeg ikke giver tilladelse til leg eller anden nærkontakt med andre hunde og stiller (rimelige) krav til min hund.

Det er på denne del af turen, hvalpen lærer at gebærde sig og at lægge lidt bånd på sig selv, igen, alt naturligvis tilpasset hvalpens alder og udvikling og det burde være unødvendigt at tilføje: Med passende stor belønning for hvalpens indsats. Hvis du og din belønning ikke gør et uudsletteligt indtryk på din hvalp, er belønningen ikke nok værd til at hvalpen vil ændre sin opførsel.

”Pelletid” er den del af turen, hvor Pelle får mulighed for at gøre det han vil uden at blive stoppet eller gennet videre.

Hvis det tager Pelle 20 minutter at snuse færdigt, så venter jeg og blander mig ikke. De 20 minutter er så godt givet ud. Alene det at en hund får lov at fordybe sig 100% i en rolig aktivitet er afstressende og tilfredsstillende for den og er det snuseaktivitet, stimulerer og styrker dette hundens næsearbejde.

Vi har blandt andet gået asfaltspor over nogle hundrede meter på sådan en tur fordi Pelle af sig selv fandt en lækker sporfært og jeg bare fulgte efter. Han sled godt nok huden på sin næse lidt, men han var lykkelig og mæt på oplevelser efterfølgende – og det var mig som gav ham muligheden = flere stjerner til omdømmet = endnu nemmere at få lydighed fra hundens side.

Alle hunde bør have deres del af ”Pelletid” uanset alder.

”Pelle og Irenetid” er den del af turen, hvor vi samarbejder om noget. Det kan være sjove øvelser og det kan også være på den del af turen, hvor vi arbejder på Pelles impulskontrol eller at han afleverer den mosegris, han lige dræbte efter at havde stået og ventet over mosegrisehullet en rum tid.

Samarbejdet kan også være, at Pelle lægger mosegrisen fra sig og vi går videre, hvorefter jeg giver ham lov til at løbe tilbage og hente den og bære den et stykke vej endnu. Sådan en mulighed bør altid udnyttes til positiv træning.

Alle sådanne aktiviteter som ikke rigtigt ligner noget brugbart giver, for mig, fundamentet i samhørigheden og dermed et afsæt til lydighedsarbejdet, som bliver meget nemt at få integreret i hundens hverdag – fordi hunden så gerne vil samarbejde og har villet lige fra den tidlige hvalpetid.

Ved den rette inddeling af ”tider” på turene kommer du hele vejen rundt om aktivering, fritid og træning af øvelser samt opdragelse. Sidegevinsten er, at det er dybt tilfredsstillende at give din hund sådanne ture, hvor du ved, at begge parter har ydet og begge parter har fået deres behov dækket.

Lærer hvalpen det vi tror?

Mange har oplevet, at på trods af en del opdragelse eller træning af et øvelsesmoment fungerer en situation ikke. Dette kan hænge sammen med, at man mener at øve en ting, men hunden opfatter slet ikke dette og bliver derfor optrænet i noget helt andet og nogle hundeejere bliver meget forundrede, og ikke mindst frustrerede, over at hunden stadig gør dette eller ikke gør noget andet, da der er blevet arbejdet meget på det. Dette gælder typisk at komme på kald, undlade at trække i snoren og at efterkomme et forbudsord.

Det hunden har fokus på og er bevidst om, er nødvendigvis det, den lærer af og er hundens fokus rettet mod noget andet end ejerens i situationen, lærer hunden noget andet end det tilsigtede.
Noget andet er timing. Hvis timingen i responsen på hundens adfærd ikke er korrekt, vil hunden ikke lære det ønskede af responsen – den konsekvens dens handling får.

En episode fra det virkelige liv, som illustrerer, at man ikke har lært sin hund, det man tror, stammer fra Liam Fæhvalp, som jeg kaldte ham. Liam er en border collie af arbejdslinjer og ham var jeg så heldig at have i pleje seks uger. Liam var fem måneder, da han indtog hjemmet.

Liam var meget lydhør og derfor nem at opdrage.

En ting hundene her i huset skal lære er at lade Miss Milles kattemad være i fred på køkkengulvet og det plejer de også at lære ret hurtigt, når de har alderen til det.

Det samme med Liam, han tog ikke af Milles foder, som kun stod på gulvet, når jeg kunne have fokus på ham, så jeg kunne have kontrol over opdragelsen.

En aften jeg sad og så TV ”luskede” Liam rundt. Det skal lige nævnes, at jeg havde stue og køkken i et i en vinkel. Kattens mad stod i køkkenet lige ved døren ud til bryggerset.

Liam gik rundt og derefter direkte ud i køkkenet i retning af kattemaden. ”Neeej” sagde jeg så i den afdæmpede tone, ordet var indlært.

Liam stoppede, kom tilbage og lagde sig.

Minuttet efter prøvede han en gang til, ”neeej” igen og atter kom Liam tilbage og denne gange lagde han sig ned – og tænkte hundetanker, åbenbart.

Efter tænkepausen rejste Liam sig igen, men denne gang gik han væk fra køkkenområdet, hen mod havedøren og rundt om spisebordet og igen hen mod kattemaden. ”Neeej”.

Nå, så lagde han sig og kort efter tog han samme tur med samme reaktion fra mig.

Ned at ligge og tænke hundetanker igen og så fandt han løsningen, mente han. Nu tog han samme tur rundt om spisebordet og så sigtede han efter bryggerset, (husk at kattemaden står ved bryggersdøren) og i bryggerset står vandskålen, så der vidste han, at han kunne gå ud uden at blive stoppet. Ude i bryggerset vendte han på en 5-øre og gjorde sig parat til at vende hovedet til venstre ved bryggersdøren for at tage kattemaden. Intet mindre end genialt synes jeg.

En anden episode som også implicerer kattens mad var, at Liam lagde sig foran bakken maden står på og lå der lige så stille. Efter at have ligget der lidt tid forsøgte han at trække bakken til sig med højre pote. ”Neeej”, han stoppede. Så prøvede ham med venstre pote med samme reaktion fra mig.

Da kaldte jeg så på ham for at opløse situationen.

Sjældent har jeg moret mig så meget og beundret hundes måde at løse problemstillinger på, som ved disse to tilfælde.

Liams løsninger på en problemstilling var geniale, men hvorfor prøvede han, når han nu godt vidste at kattemad var forbudt?

Fordi han ikke havde lært, at kattemad var forbudt!

Hvad han derimod havde lært var, at når han sigtede mod kattemaden fra en bestemt retning fik han et forbud og når han stod hen over bakken med kattemaden fik han et forbud. Dette betød jo ikke, at han ikke måtte spise maden, men i Liams øjne, at han måtte løse problemet med at komme til skålen.

Jeg havde kun fået lært ham ikke at stå hen over maden og derefter ikke at gå derhen fra en bestemt vinkel.

Liams og mit fokus var ikke afstemt og derfor mente jeg, at Liam havde lært ét, hvor han derimod havde lært noget helt andet.

Liam havde lært ”øvelsen” ikke at stå ved kattemaden, hvor jeg troede jeg havde opdraget ham til ikke at spise kattemaden. Tak Liam.

Når du vil opdrage din hvalp, er det vigtigt, at du på forhånd ved, hvad du vil tillade og hvad du ikke vil tillade, så du er forberedt på situationen, når den opstår. Hvis du ikke har kontrol over situationen du vil ændre, har hvalpen kontrollen eller du lader tilfældighederne spille ind og du vil halse sørgeligt bagefter.
Hvis du er førstegangs hvalpeejer og ikke ellers har kendskab til hvalpeopdragelse, kan det naturligvis være vanskeligt at forestille sig, hvad du skal være forberedt på, men du bør have opsat nogle husregler på forhånd.
I min verden er der kun ganske få regler, men de skal overholdes og det er mit job at få min hvalp til at forstå reglerne og acceptere disse.
Mine husregler er følgende: Mad som ikke bliver tilbudt hvalpen er min og skal ikke røres.

En åben havedør betyder ikke, at hvalpen skal fistre frem og tilbage mellem hus og have. Døren skal kunne være åben og hvalpen lære at blive inde.
Begrundelse: Jeg ønsker ikke at min hund farer op og ud, muligvis gøende, fordi nogen passerer haven. Dette kan blive vældigt stressende for en hund, idet den dermed vil være i alarmberedskab dagen igennem. Ligeledes er det mig, som passer på hjemmet og os.

Katte jages ikke, hverken inde eller ude.
Begrundelse: Som ovenstående og at min(e) kat(te) skal kunne slappe af inde som ude.

Hvalpen skal ikke mase sig forbi mig, hverken ved sofabordet, døren eller andre steder.

Begrundelse: Dels kan jeg personligt ikke fordrage at nogen skubber dels skal min hvalp lære respekt for min og andres kropszone og sluttelig er det hvalpen, som tager kontrol over situationen ved at mase sig forbi mig og ud gennem døren.

Disse regler skal overholdes i hele hundens liv i mit hjem.

Hvilke regler du sætter er op naturligvis dit valg. Du kan også sagtens komme ud for at have sat et sæt regler for så at opdage at netop denne hvalp har mere brug for et andet sæt regler – eller rettere at du som hvalpeejer har større brug for at din hvalp lærer nogle andre regler samt at den aktuelle valg ikke har meget brug for regler (begrænsninger) men mere har brug for at udfolde sig. Opdragelse skal være individuelt tilpasset.

Opdragelse

Det betaler sig rigeligt at opsætte øvesituationer for opdragelse ligesom du gør det med træning af øvelsesmomenter som sit, dæk mv. Hermed er du forberedt og har dine belønninger ved hånden og kontrollerer dermed situationen. Lars Fält nu afdød svensk etolog sagde gerne: ” Ved træning skal du opsætte en situation, du kan kontrollere og som sikrer hunden succes” og han har så inderligt ret. Dette gælder både for træning af formelle øvelser og for øvelse i god opførsel – opdragelse.

Mange hundeejere gør et kæmpestort arbejde ud af at lære deres hunde en masse øvelser og går med stor iver op i at opsætte den korrekte træningssituation for deres hund. Dette er glimrende, men rigtigt mange hundeejere gør ikke det samme ud af opdragelsen og det er synd, for formelle øvelser skal en hund måske vise 10 gange på en måned ved træning og konkurrencer, men god opførsel skal den vise 24 timer i døgnet og derfor bør opdragelse, i mine øjne, prioriteres højere end formelle øvelser således, at du får givet din hvalp den bedst tænkelige forudsætning for at undgå kedelige konsekvenser af uønsket adfærd.
For en hvalp er opførsel bare opførsel. Om denne opførsel er at ligge i dæk eller at komme på kald er for hvalpen ligegyldigt, den skelner ikke mellem øvelser og anden adfærd, men hvis de kunne tale ville mange hvalpe og voksne hunde nok udtrykke undren over at de får mindst belønning for at gøre det, som falder dem sværest nemlig at lægge bånd på sin motivation for de adfærd, vi som hundeejere finder uønskede.